Samvittighed er en af de største blokeringer, for at komme videre i livet.

Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne for begge mine forældre, det ved jeg godt, og det fortæller resten af min familie også. Alligevel er der en tanke, som fortæller mig noget andet, men det er savnet, jeg mærker. Kunne/skulle jeg bare…. En sidste gang.

Kunne jeg have været mere nærværende, kunne jeg have nusset lidt mere, holdt lidt mere i hånden, holdt lidt mere ud, uden at blive træt og mærke mit eget behov – Behov for at føle mig selv, mit eget liv og normalisering.

En dag på Hospice, hvor jeg havde et øjeblik alene med min mor, tog jeg mig mod til at fortælle hende, at jeg var usikre på, om vi gjorde det godt nok. Hun græd, og jeg kunne se og mærke, at hun var mere end tilfreds med vores præstation som familie, og det sammenhold vi havde, er jeg sikker på gjorde hende tryg

Min far var meget omhyggelig med hjemmet, og det blev ikke mindre, efter han blev alene, for der var ikke nogen, som skulle sige noget om vores hjem. Jeg tænker nu på, om kunne jeg have hjulpet ham bedre, med at opretholde den umage og omhyggelighed, han havde, men jeg magtede det ikke selv. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for ham, og hvad han ønskede, og det ved jeg, at min far også ville fortælle mig.

Jeg følte alligevel skyld og skam over, at jeg til tider ønskede at komme tilbage til mit eget liv, og over at føle lettelse og ro, da det hele sluttede, for skulle jeg sørge mere, eller var min måde at sørge på forkert?

Jeg følte at folk omkring mig, ikke tænkte over min proces og hvor lang den var, og det anede jeg heller ikke selv.

Det er en evighedsproces. 

Jeg var den første af mine veninder der mistede forældre, så hvem skulle jeg spejle mig i?

Jeg mærkede skyld, hvis jeg efterfølgende tillod mig selv, at mærke livet. Grinte jeg for meget, eller var jeg for meget sammen med andre, hvor der var lagt op til en fest eller andet, der gav en følelse af begejstring og glæde, så ville jeg hjem, for jeg følte det var forkert, jeg var bare ikke klar. Dette var mest en følelse, jeg fik da min mor døde, og min far var alene.

Tanker der får energien til at falde, føre ikke noget godt med sig, men blokere for gode, sunde og positive tanker, der føre til handlinger, der nærer os.

Min bedste strategi er, at tænke på min far, og så kommer det ofte af sig selv, ligesom når jeg kom hjem med intentionen om, at jeg skulle tale med ham om noget, men blot hans nærvær, neutraliserede den knude i maven, jeg kom med.

Vi må gerne sørge og have mørke tanker, men vi skal videre, sagde min far, og hverken min mor eller far ønsker, at jeg skal rode i egen lille mudderpøl ret lang tid af gangen. Når jeg kommer til det, er det okay, men jeg skal rette ryggen, og finde tilbage til mig selv, og til hvad jeg næres og tilfredsstilles af, og jeg har et hav af valgmuligheder.

Du skal finde dine strategier, og bruge dem aktivt lidt af gangen.