Efter mine forældres død, mærkede jeg naturligvis en stor mangel i mit liv.

Måske har jeg i virkeligheden manglet noget hele livet, men manglen blev bare tydelig på en anden måde, da jeg ikke havde dem at støtte mig til.

Jeg har altid formået, at være den der spreder humor og glæde hos andre, men jeg manglede noget dybde i mig selv, og jeg satte alle andres behov og følelser før mine egne.

Dette mønster kommer af, at jeg havde gjort mig selv mindre, for at andre kunne føle sig større, altså havde jeg påtaget mig en meget stor pleaser rolle, fordi jeg var bange for, hvad andre ville sige, og tænke om mig.

Hvis nogen gjorde noget fedt for dem selv, eller var målrettet i deres job eller uddannelse, ønskede jeg inderligt, at jeg kunne mærke den samme begejstring.

Det var ikke fordi, at jeg ville være som dem, men fordi jeg troede, at det var bedre end det, jeg selv formåede at præstere.

Jeg ser nu, at det i virkeligheden handlede om, at jeg ikke selv styrede mit liv, men lod andre overtage.

Det var hårdt at navigere i, for min krop og mit sind var altid på overarbejde. Jeg var ubevidst kommet til, at lade andre tage ansvaret for min lykke og begejstring, og så blev det en tryg og normal måde at være i verden på.

Efter begge mine forældre ikke er her mere, har jeg fået dårlig samvittighed over, at jeg ikke har taget mig mere og bedre af mig selv. Derfor besluttede jeg, at gøre mig mere umage med det liv, mine forældre har givet mig.

Jeg vil behandle mig selv bedre, og drage den omsorg for mig selv, som jeg fik af mine forældre, for nu er de her ikke, til at sørge for den balance af kærlighed og omsorg- nu må jeg selv tage ansvar for den del.

MIT liv er for mig, og ikke hvad andre forventer af mig.

Jeg begyndte stille og rolig at ændre min tankegang, og engagerer mig selv i mit liv på en ny måde, og i hvad der gav mening for mig selv.

Taknemmelighed og egenomsorg blev for mig en direkte linje til at mærke livsbegejstring, og fylde mine små mangelhuller ud.

Jeg er taknemmelig, for den jeg er, med alt det livet har budt mig.

Jeg har lært utrolig meget om livet af mine forældre, og jeg har opnået en følelsen af stolthed og styrke i mig selv, som jeg ikke før har følt.

Jeg kan stå op for mig selv, og have tillid og troen på at livet vil mig det bedste, og finde gaver og læring i livets modgang.

Jeg er som person, én der mærker rigtig meget, både glæde og tristhed.

Jeg skal arbejde bevidst med mine tanker, for ikke at komme i et usundt rul, men det betyder også, at jeg har nemt ved at føle glæde, og jeg har let til begejstring.

Jeg udtrykker mig både i tale og med min fysik – og gudskelov for det – for det giver den vildeste følelse i mig af lykke, og jeg smiler med lyd – og det er MIG, som jeg er, og min naturlighed.