Ensomheden kommer i mange forskellige former og figurer, de dropper ind og ud, i løbet af livet.

Ensomhed har altid fulgt mig i mit liv. Men da hele mit grundfundament, identitet og alt jeg er skabt af forsvandt, mærkede jeg en ny ensomhed, jeg aldrig havde mærket før.

Jeg kunne ikke sætte ord på alle mine uforklarlige følelser, for jeg forstod dem simpelthen ikke.

Jeg har nu fundet ud af, flere år efter, at jeg havde svært ved, hvem jeg egentlig var, og hvem jeg skulle identificere mig med, nu hvor mine forældre ikke længere var her, til at guide og støtte mig i livets udfordringer.

Min faste base og tilhørssted, havde jeg ikke længere, og hvor skulle jeg så gå hen for at mærke den ubetinget kærlighed.

Da vi fik at vide min mor var syg, og efterfølgende terminal, var jeg konstant i en form for alarmberedskab.

Hvis jeg var nogle steder, havde jeg bare lyst til at tage hjem og kramme hende, og fortælle hvor meget jeg elskede hende, og hvor god mor hun havde været for mig/os. Jeg havde en ubeskrivelig trang til, at være sammen med hende hele tiden, for jeg var bange for, at hun døde, lige når jeg var gået.

Min mors sygdom tog til, og hun kom på hospice, hvor vi var hos hende hele tiden som familie. Vi måtte kun sove en på stuen, og det var naturligvis min far. Min svoger fik installeret mig ude på terrassen, på en drømmeseng, lige uden for hendes vindue, også som en støtte for min far.

Min mor tog herfra i 2016. ❤️

Ensomheden, da jeg mistede min mor, var ikke til at beskrive. Jeg manglede hendes morkærlighed, og også hendes kærlighed og omsorg for mine børn, som hun elskede over alt på jorden.

Jeg tænker tilbage på, hvor meget jeg nød hende i den tid, jeg havde plejeorlov. Vores små ture til brugsen efter en Starbucks kaffe. Vi kørte ned til Vejlefjord Spa & Hotel, og drak den i de smukkeste omgivelser, på det der blev “vores bænk”. Vi havde rigtig mange dybe samtaler, som jeg glæder mig over i dag, at turde at tage hul på.

Vejlefjord er det sted jeg bruger for at mærke mig selv og mine behov, og hvor jeg finder ro og fred.

Nu var min far tilbage, og hans ensomhed var naturligvis noget anderledes end min.

Min direktør sagde engang til mig, at jeg skulle huske, at vi, som børn, tog hjem til vores egne familier, men min far var i deres hjem hele tiden. Det blev jeg så glad for, for det gav mig et andet syn på min egen sorg, selv om jeg var barnet.

Efter min mor døde opstod en ny form for alarmberedskab i mig, fordi jeg var bange for, at min far ikke kunne klare sig, og at han heller ikke havde lyst.

Jeg følte til tider, at jeg selv holdt i med neglene, for lysten til at bryde sammen levede i min krop. Jeg havde følelsesmæssig stress, og jeg havde fået en kronisk klump i min hals. – Men jeg havde ikke tid og overskud til at tage mig af mig selv, og levede lige på overfladen, og fandt mine egne strategier, som nok ikke var særlig hensigtsmæssige.

Jeg lukkede mig selv ned i en kasse, for jeg følte, der var andre, som havde større behov. Mine børn og min far.

Min far gjorde, hvad han kunne for at modbevise det, og ikke at belaste mig, men jeg havde et stort behov for at have ham og hjælpe ham.

Jeg havde fået et nyt arbejde i mellemtiden, som krævede en del af mig, og som ikke gjorde min tilværelse bedre.

Min far bad mig sygemelde mig fra mit arbejde. Han har altid haft en rigtig god fornemmelse af mig, og hvad jeg havde brug for, så jeg gjorde det, og det var godt for mig.

I de syv år jeg havde med min far, efter min mor tog herfra, blev vi virkelig tætte, og han hjalp mig utrolig meget med mine tanker og følelser

Min far og jeg begyndte at spise frokost sammen hver dag. Vi hyggede os, og jeg er så taknemmelig for den tid.

Vi begyndte at grine, og vi nød hinandens selvsskab. Han blev også ret cool til både at være mor og far, og hjalp mig med rigtig mange tanker og følelser, som jeg ikke kunne finde ud af dengang, men som jeg kan bruge den dag i dag, til at bibeholde mine sunde tanker. Jeg kunne tale med ham om pigeting, parforhold og alt muligt andet, og han svarede, som det mest naturlige i verden.

Da min far bliver syg af kræft, føler jeg et kæmpe fokus fra hans side for at blive rask. Han har altid været det sejeste menneske til at håndtere livets udfordringer, og til tage ansvar, og denne gang var bestemt ingen undtagelse, måske også fordi han var den sidste forælder for os.

Da der ikke er flere behandlinger at tilbyde, tager jeg plejeorlov til ham, som jeg gjorde med min mor. Jeg er min søster evig taknemmelig for, at give mig lov til, at det var mig, der gjorde det, og mine forældre taknemmelige for at jeg måtte.

Jeg sagde til min far, en dag han lå på sofaen, og jeg var opløst i gråd, at jeg ikke vidste, hvem jeg skulle tale med, når han ikke var der mere. Hvem skulle forstå mig? – men han sagde blot:

“Du kan godt klare dig uden mig, tag ud og tal med andre mennesker” – Måske kunne han mærke, at jeg var blevet bedre til at tage ansvar for mig selv, hvem ved. Men jeg skal vise dig, jeg godt kan, og jeg ved du følger med.